Elektrikeruddannelsen: Alt du skal vide om elektrikerfaget lige her

Drømmer du om at lære at reparere og installere store og små elektriske anlæg? Og synes du, at det at lære at tæmme strømmen er spændende? Så er elektrikeruddannelsen og jobbet som elektriker med al sandsynlighed noget for dig. Hvordan du bliver elektriker, og hvad man laver, gør vi dig klogere på herunder.

Selvom elektrikeruddannelsen og det at være elektriker ikke lyder så glamourøst, så er det et velbetalt fag med spændende jobmuligheder i sigte, hvis du har flair for det. Ledigheden blandt elektrikere er desuden lav, hvilket gør det nemt for dig at få et job efter endt uddannelse.

Hvordan bliver man elektriker?

I dag er det muligt at blive elektriker på flere måder, da muligheden for at læse til elektriker med en EUX nu også er blevet til.

Hvad er en EUX så? Jo, en EUX er en kombination af gymnasiale fag og erhvervsfag. Det betyder, at du får en halv gymnasial uddannelse oveni din uddannelse til elektriker. Hvis du gerne vil have en højere boglig faglighed, mens du læser til elektriker, er denne mulighed god for dig. Den giver dig nemlig gode forudsætninger for at læse videre til maskinmester, el-installatør eller noget helt tredje når du er færdig.

 

Elektriker lærling

 

Hvis en EUX ikke er noget for dig, kan du blive elektriker på en EUD, som er en erhvervsrettet uddannelse, hvor optagelseskravet er en bestået 9. eller 10. klasses eksamen. Den åbner op for, at man kan uddanne sig til elektriker og få en god uddannelse.

Hvor kan man blive elektriker?

Hvis du drømmer om at blive elektriker, er det forholdsvist nemt at finde et uddannelsessted, da uddannelsen kan tages i hele landet fra Hjørring i Nord til Sønderborg i Syd. Du behøver derfor ikke nødvendigvis flytte til en anden landsdel for at blive uddannet elektriker, da der er mange uddannelsessteder både på Sjælland, Fyn og i hele Jylland.

 

JDB El-teknik

 

Du skal dog være opmærksom på, at elektrikeruddannelsen er delt op i forskellige forløb. Grundforløbets 1. del kan tages på alle erhvervsskoler, mens grundforløbets 2. del kan tages på forskellige og udvalgte skoler rundt i landet – og derfor ikke nødvendigvis på den erhvervsskole, du har udset dig. Endeligt er der hovedforløbet, som ofte bliver udbudt på skoler, der også udbyder grundforløbets 2. del, dog uden det er helt sikkert.

Sæt dig derfor grundigt ind i, hvad den enkelte skole kan tilbyde dig, så du ikke nødvendigvis behøver at tage forløbene på flere forskellige uddannelsessteder.

Hvad laver en elektrikerlærling?

Som elektrikerlærling er du tilknyttet en læreplads, som du har fundet i forbindelse med, at du søgte ind på uddannelsen. Når du er ude i lære faget hos din læreplads, lærer du at omsætte teorien fra bøgerne til praksis.

Som elektrikerlærling lærer du derfor alt lige fra at lave strøm til lys i bygninger til at reparere og skifte ledninger og kontakter. Som elektrikerlærling får du også viden om, hvordan du installerer og vedligeholder computerstyrede elsystemer såsom alarmanlæg, industrirobotter eller computernetværk. Det er derfor bestemt ikke kedeligt at være elektrikerlærling, da du kommer til at lære rigtig meget og få en del praktisk erfaring, som jo netop er nødvendigt for at blive en god elektriker efter endt uddannelse.

 

elektrikeruddannelsen

Hvad tjener en elektrikerlærling?

Når du er elektrikerlærling, afhænger din løn af, hvor langt du er kommet i din uddannelse, samt hvilken overenskomst du hører under. Derfor kan du ikke på forhånd vide, hvad du kommer til at tjene som elektrikerlærling præcist.

Når det så er sagt, findes der minimumssatser som elektrikerlærling. I det første år som elektriker starter du derfor som minimum på en timeløn til 64,10 (2019) efter elektrikeroverenskomst og 70,10 (2019) efter industrioverenskomst.

Minimumslønnen stiger for hvert år du er lærling og behøver ikke være fastsat til minimumssatsen. Du er også velkommen til at forhandle om lønnen, ligesom tillæg og andre bonusser kan blive lagt oveni lønnen som følge af en overenskomst.

Hvilke jobs kan man få som elektriker?

Motivationen for at blive elektriker ligger selvfølgelig i, om du drømmer om at blive elektriker eller få et job inden for et specifikt område i et faget.

Når det så er sagt, kan man som elektriker få arbejde inden for mange forskellige grene i branchen. Det mest almindelige er den klassiske elektriker, der arbejder med el-installationer hos både private og erhverv, som er alt lige fra at skifte en lampe til et større installationsarbejde i nybyggeri.

Hvis det ikke er noget for dig, kan du også komme til at arbejde med styrings- og reguleringsteknik som industrielektriker. Her arbejder man blandt andet med produktionsanlæg, der løbende skal vedligeholdes med mere.

Endeligt kan du også arbejde med kommunikationsteknik, som er arbejde med satellit-tv, computere med mere. Arbejdet består i at vedligeholde eksisterende systemer og at installere nye såsom kabeltræk mellem enheder på netværket på en ny arbejdsplads.

Der er mange muligheder i faget

Når du uddanner dig til elektriker, er du derfor ikke begrænset til at skifte dørtelefoner eller lamper for Hr. og Fru Jensen, hvis ikke det er det, du drømmer om. Mulighederne er mange og bliver bestemt af, hvad det er, du har lyst til.

Der findes naturligvis mange flere forskellige grene inden for elektrikeres arbejde. Elektrikere arbejder altså derfor med mange andre ting end at hænge lamper op hos hr. og fru Danmark.

Undersøg mulighederne, inden du søger ind

Hvis du har mod på at begynde på elektrikeruddannelsen findes der mange sider og information på nettet omkring uddannelsessteder, muligheder for lærepladser, uddannelsens opbygning og meget mere, som er relevant at vide for dig, inden du søger ind på uddannelsen.

Tag også gerne til et åbent hus, da du her kan spørge lærere og ofte også nuværende elever, hvordan det er at gå på elektrikeruddannelsen og hvilke muligheder, du har. Det giver ofte et større indblik i, hvad det vil sige at gå på elektrikeruddannelsen og kan hjælpe dig hen til, hvad der er er det rette for dig.

Hos JDB tager vi løbende lærlinge ind. Vi udvælger meget nøje vores medarbejdere og går op i, at de er ordentlige, kan passe deres job, og passer ind på vores hold.

Hvis du kunne tænke dig at komme i lære hos os, skal du sende os en ansøgning på info@jdb-elteknik.dk, med et CV vedhæftet også. Så kan det være vi tager dig ind til en samtale når vi igen skal ansætte en ny lærlings.

Alle får svar på deres mails, da vi ser det som en selvfølg i det, at opføre sig ordentligt. Især som et måske kommende uddannelsessted.